Jeg hedder Anne og jeg er psykoterapeut. Jeg er også mor, datter, hustru, leder, veninde, kvinde, menneske. Hele mit liv har jeg været søgende – efter svar uden for mig selv, og inde i mig selv. Hvorfor gør jeg som jeg gør? Hvorfor er nogle ting meget svære, ja nærmest umulige. Hvorfor rammer de samme ting mig gang på gang, selvom mine øjne er åbne? Og mit kognitive hoved rimeligt velplaceret og velfungerende?

Hvorfor fylder stress og angst så meget i mit liv? Hvorfor har jeg hele tiden en følelse af at kæmpe for at skulle overleve i stedet for – ja bare at leve? Være ved at drukne og hele tiden kæmpe for at blive i overfladen i stedet for bare at svømme.
Denne søgen fik mig væk fra arkitekturen, ind over kommunikation, dernæst coaching, organisationspsykologi og en tur omkring FranklinCovey, Stephen Coveys virksomhed i Danmark, hvor jeg arbejdede med De 7 Gode Vaner. Stadigvæk med en undren. Hvordan kan et menneske, der arbejder med de her ting, stadig løbe panden på en mur? Føle sig rådvild og kaotisk? Trods de gode “vaner” og mange timer i alle mulige former for terapi.

Så opdagede jeg den emotionsfokuserede terapi og SE-terapien og endelig var der noget, der faldt på plads indeni. Pludselig var der adgang til alt det, der sad som implicit viden i kroppen, som det ellers velfungerende hoved – den kognitive del – slet ikke havde adgang til. Prægninger fra en traumatisk opvækst og deraf mange nødvendige overlevelsesstrategier, som blot ventede på at blive set og få lov til at slippe. Og efterhånden som overlevelsesstrategierne slap, begyndte legoklodserne på en måde at blive flyttet rundt og sat sammen på en bedre og mere sammenhængende måde. 

Ikke så jeg blev en anden end jeg var. Tværtimod, jeg oplever at blive mere og mere mig. Have større adgang til alle dele af mig – både den del der er sårbar og har behov for langsomhed og omsorg, den del der er legende og nysgerrig og som giver mig adgang til vitalitet og drivkraft, og den del der kan mærke tydelige grænser, og som siger pænt nej tak, når det er nødvendigt. Jeg svømmer nu og kan selv vælge om jeg vil dykke ned på havbunden eller gå op af vandet.  

Den følelse af frihed, ressourcer og valgmuligheder ønsker jeg for alle. Der er en vej – og jeg går den sammen med dig, hvis du ønsker det.