Psykoterapi med følelse og hjerte
Anne Higgins | Psykoterapeut mpf
Kære dig
Kender du følelsen af at sidde fast, eller at vide at der er noget der ikke fungerer, men du kan ikke sætte fingeren på det? Det er svært at løse det vi ikke kan se tydeligt. Her kan terapi være en hjælp.
Det ultimative mål med terapien er at hjælpe dig til at hele de sår, du bærer med dig, og som forhindrer dig i at leve dit liv som du ønsker det. Og ja det er muligt – jeg ser det gang på gang.
Måske er du i krise, og oplever akut stress, eller du har oplevet voldsomme ting i dit liv, som du ikke kan ryste af dig – uanset hvad der begrænser dig i din livsudfoldelse, så tilbyder jeg et fortroligt rum, hvor du bliver mødt lige dér, hvor du er i dit liv, med åbenhed, empati og varme.
Ofte har du ventet længe og vendt og drejet din situation, og beslutningen om at række ud efter en terapeut har ofte været længe undervejs. Når du først har besluttet dig for, at du ønsker hjælp, er det er vigtigt at få en tid og komme hurtigt i et forløb.
Jeg har stadig åbent for nye klienter, så skriv en mail/sms eller ring, så finder vi en tid.
Jeg glæder mig til at møde dig
Kærlig hilsen
Anne
emotionsfokuseret psykoterapi og SE-terapi
Metoder
Den emotionsfokuserede terapi er en evidensbaseret terapiform, hvor følelser og kroppens sansninger er i centrum
Terapiformen tager afsæt i at kroppen har iboende viden om, hvad der er vigtigt og at følelserne er vores navigationssystem. Kroppens sansninger og følelserne fortæller om vores behov, længsler, grænser og lyster. Og mange af os har lukket godt og grundigt til denne ressource. Resultatet kan være, at vi mister kontakten både til, hvad der er vigtigt for os – og i sidste ende – mister vi muligheden for at være vores autentiske selv.
I terapien tager vi udgangspunkt i det, du oplever som svært, og i dit tempo tænder vi for de slukkede kontakter inde i dig. Herved åbnes op for de dybe og varige forandringsprocesser, som er nødvendige for at du kan få genetableret adgangen til dig selv og din livsvitalitet.
Somatic Experiencing er en af de mest anerkendte traumeterapeutiske tilgange i verden
Den emotionsfokuserede terapi er min base, og som overbygning er jeg ved at uddanne mig i den traumeterapeutiske metode Somatic Experiencing (SE-Terapi), som er en af de mest anerkendte traumeterapeutiske tilgange i verden. Metoden er virksom til at mindske og opløse stressreaktioner fra chok og traumer, herunder bl.a. PTSD. Her arbejder vi i nuet med regulering, og fokuseret opmærksomhed på aktivering af kroppens helende ressourcer, uden at gå ind i traumematerialet. Herved genetableres balancen i nervesystemet og stressreaktionerne kan opløses. Tilgangen er derfor på samme tid stærk, virksom og nænsom, og aldrig hurtigere end klienten kan håndtere.
ud af overlevelse ind i levelse
Temaer
Jeg tilbyder individuel psykoterapi (samtaleterapi) og er specialiseret i behandling af problemstillinger som mistrivsel, stress, angst, depression og traumer.
Mistrivsel
Relationer
Stress, angst og depression
Traumer
Svære følelser
emotionsfokuseret psykoterapi i et trygt rum
Et typisk terapiforløb
Så hvad betyder det, at jeg møder dig lige der, hvor du er lige nu? Det betyder, at du kan sige lige, hvad det er, der fylder indeni dig. Du vil opleve at jeg møder dig og den smerte du bærer på med omsorg og empati. Hvor ofte er du blevet mødt sådan? Fuldstændig fordomsfrit, og hvor alt er ok? Sårbarhed, vrede, afsky, skam? At tale med høj stemme? Eller græde som et lille barn?
Først når du mødes sådan, og virkelig føler dig set og accepteret for alt det, der er dig, bliver det muligt for dig at gå på opdagelse i dit indre landskab, og se på de mønstre, der holder dig tilbage, de svære følelser, du ikke før har fået hjælp til at føle.
Jeg sørger for, at terapien altid tager udgangspunkt i netop dig og hele tiden tilpasses til dine behov. Derfor går vi kun frem i et tempo, der passer til dig, så du ikke overvældes af følelser, sansninger eller andet som du ikke er klar til.
I den terapi, jeg tilbyder, får du ikke mange redskaber med hjem. Du skal ikke lære en ny måde at være på – eller huske at sige det rigtige i den næste svære situation. Det kan vi tale om, ja, men generelt vil du i terapien blot lære at møde dig selv. At få adgang til din kloge organisme, der ved hvad der er rigtigt for dig, men som du hen ad vejen har mistet kontakten til. Herfra bliver det muligt at bevæge det, og at opnå de forandringsprocesser du ønsker i dit liv. Så enkelt er det – og så svært på samme tid. I den proces er du ikke alene – det vil være mig en glæde at følge dig på vej.

Har du spørgsmål?
Så ring eller skriv endelig til mig
Jeg tilbyder en gratis uforpligtende telefonsamtale, hvis du har spørgsmål eller bare gerne vil høre lidt mere. Her kan vi sammen afklare, hvordan jeg vil kunne hjælpe og støtte dig igennem det, du kæmper med og har brug for hjælp til.
